Mini Triatlon - Lørdag den 8. oktober 2011
Træner og Forældre-gruppen bag konkurrence- og eliteholdet havde planlagt en ikke mindre end fantastisk dag for alle svømmerne på disse hold.
Der var simpelthen tænkt på alt – helt ned i den mindste detalje.
Der var planlagt to forskellige slags ture så flest muligt kunne deltage:
-
”Den hårde tur”: 3 omgange cykling + 1 omgang løb + 1000 meter svømning
-
”Den barske tur”: 6 omgange cykling + 2 omgang løb + 2000 meter svømning
22 spændte svømmere mødte op i svømmehallen til denne even,t som de aldrig havde prøvet før.
Nogle havde det ”fulde udstyr” med racercykel, cykelsko med clikspænder mm. og andre havde lånt deres lillebror cykel, da deres egen pludselig var flad da de stod og skulle af sted.
Nicolaj informerede grundigt om cykel- og løberuten inden starten gik fra svømmehallens parkeringsplads.
Ruten var: (3,70 km. pr. omgang)
-
Fra svømmehallen ind mod Hedensted by
-
Til højre ved politistationen og bag om svømmehallen
-
I rundkørslen ved vandværket første ben mod højre ud imod motorvejen/Løsning
-
I rundkørslen første ben igen mod svømmehallen
På parkeringspladsen foran svømmehallen stod forældregruppen klar med forfriskninger i form af vand, energibar og frugt.
Flere forældre stod langs ruten for at vise vej, sådan at risikoen ifbm. at cykle/løbe forkert var minimal.
Kl. 14.00 lød startskuddet og Nicolai lagde sig solidt i spidsen sammen med en af de ældste konkurrencesvømmer Simon Bylling, og her skulle man godt nok give den gas for at følge med.
Alle hyggede sig og der blev kørt rigtig stærkt, flere var i hvert fald kommet helt op den høje klinke og kuløren i ansigtet blev efterhånden mere og mere rød/violet.
Man kæmpede ”kun” i mod sig selv. lige som i rigtig triatlon. Da cykelturen var overstået, var det på med løbeskoene og så af sted igen.
Flere forældre fulgte med deres børn rundt på ruten og det var ikke ubetinget børnene, der så mest trætte ud.
Alle fik kæmpet sig igennem strabasserne udendørs og derefter var det på med badebukserne og en tur i baljen. Det helt vante og rette element for de fleste.
Efter en lang og hård fysisk dag, blev der heldigvis lige tid til lidt lege-/hyggetid i svømmehallen, inden der var pasta og kødsovs til alle i klublokalet.
Desserten, chokoladekage, var sponsoreret af den Lille Bager i Løsning.
Aftalen er pt., at vi gentager succesen med et mini-triatlon mere senere på sæsonen, så alle har en god mulighed for at se om de har forbedret sig og ikke mindst for at få lidt anderledes og sjov træning for alle konkurrence-/elitesvømmerne.
Der skal fra Svømmeklubben Koral’s side lyde en rigtig stor tak til alle trænerne og forældregruppen bag holdene, for uden jer var det umuligt at afholde sådan et arrangement.
I har gjort et virkelig flot stykke arbejde.
|